Information til forældre om esport og gaming

Har du et barn som dyrker esport og gaming? Vil du vide mere om hvad det egentlig er han/hun laver foran skærmen?

Vi har lavet en FAQ til forældre. Her kan du få svar på mange af dine spørgsmål om esport og gaming og hvordan dit barns interesse adskiller sig fra mere traditionelle sportsgrene.

Hvis du har kommentarer eller spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her på siden, så skriv til kontakt@aabesport.dk

> LÆS OM MEDLEMSKAB <
> INFORMATION TIL NYE MEDLEMMER <

FAQ – Til forældre

Esport (eller elektronisk sport) referer til at spille computerspil på konkurrenceplan.

Esport opfylder de krav og kriterier, der skal opfyldes for at være en sport. Sport kræver motorisk præcision, og at der udspiller sig en konkurrence. Målet er at vinde og at avancere i et hierarki, det vil sige at man kan altså rykke op eller ned afhængigt af hvordan man præsterer. Derudover er aktiviteten organiseret, resultaterne bliver skrevet ned og de tillægges betydning. Endelig skal en sport være styret af af regler og helst bedømmes af en upartisk dommer.

Mange har en holdning om, at esport ikke er sport, og det er oftest fordi, de forbinder sport med fysisk aktivitet. Her skal man adskille sport og idræt. Der findes mange forskellige holdninger og vores holdning i AaB er, at esport er en sport, men ikke en idræt.

Undersøgelser vurderer at 95% af alle mennesker gamer i en eller anden forstand. Gaming i den elektroniske verden kan være noget så simpelt som et mobilspil, som f.eks det populære Hay Day eller Subway Surfers. Gaming er også, når du starter din PC op og spiller et spil Counter-Strike for sjov med vennerne, altså hvor man blot hygger sig eller spiller et strategispil som eksempelvis Red Alert.

Træning hos AaB esport er struktureret og fungerer ved, at vi møder op i klubben på et planlagt tidspunkt. Træneren har et specifikt mål og/eller fokus med træningen, som spillerne bliver introduceret til og efterfølgende skal udføre. Derudover er det et krav fra træneren, at spillerne skal være fokuseret på at udføre træningens mål og være indstillet på at dette kræver koncentration. Det er altså ved træning, at spilleren har mulighed for at udvikle sine kompetencer og blive bedre til at spille, men det kræver koncentration og fokus – på samme måde, som når man er i skole.

Når vi snakker om gaming er det ikke så seriøst, her tager man det stille og roligt – og til tider mere højlydt. Der er ikke nødvendigvis et mål om læring med sessionen og ofte vil man sidde sammen med sine venner. Man spiller et sjovt spil, det er hyggeligt, og formålet er at have det sjovt og slappe af.

Man spiller typisk spillene sammen over internettet, eller over LAN hvor spillerne sidder ved hver sin computer i det samme rum.

Esport kan som andre traditionelle sportsgrene opdeles i 3 niveauer: Amatør, semi-professionel og professionel. Esport på verdensplan er i eksplosiv udvikling og der er kommet store internationale konkurrencer og ligaer, der fungerer på samme måde som ved konventionelle sportsgrene. De store professionelle events har typisk flere mio. kr. i præmiepulje og har tekniske setups i forskellige arenaer.

På dansk grund er det største event pt. Blast Pro i Royal Arena i 2017, som havde ca. 12.000 tilskuere, hvor nogle af verdens bedste Counter-Strike hold dystede om 1.500.000 kr. Der arbejdes også på at få esport på listen over olympiske sportsgrene.

På det professionelle plan er der måske kun 30-35 danskere der kan leve af esport på fuld tid. Præcis på samme måde som med andre sportsgrene er det det kun et fåtal af udøverne, der slipper igennem nåleøjet til den professionelle verden.

I AaB esport spilles der følgende spil: League of Legends, CS:GO, FIFA og Overwatch. 

Youtube findes der videoer som beskriver spillene for begyndere.

I 2018 var der 4912 esportsmedlemmer i 138 foreninger i DGI, i 2017 var tallet 2105 esportsmedlemmer i 70 foreninger.

Størstedelen af esporten i Danmark såvel som på verdensplan er kommercialiseret. Sponsorerne ser et kæmpe marked i den voksende sportsgren.

 

På Twitch og andre streamingtjenester kan man via livestreaming følge andre gamere, som spiller computerspil. Mange børn ser professionelle spille og lærer af dem eller følger med i spillene som underholdning – på samme måde som at se en fodboldkamp på tv. Livestreaming af computerspil giver et godt indblik i den konkurrenceprægede kultur, og man fornemmer en tydelig passion for spillet fra både spillere og seere som kan komme med kommentarer imens de følger med.

Undersøgelser viser tegn på at esport kan styrke børns indlæring, kreativitet og strategiske tænkning. Derudover får dine børn nogle gode oplevelser i et fedt fællesskab, hvor man lærer en masse om at samarbejde og følge instruktioner fra en træner. Det kan også være at dit barn har det talent der skal til for at blive professionel esportsudøver eller træner for et hold.

Aab esport er som mange andre foreninger afhængig af frivillige ildsjæle. Så hvis du har mulighed for det, kan du f.eks støtte op om vores events ved at spørge dit barns træner om der er behov for hjælp med at tage vagter eller med opsætning af udstyr.

For mange forældre kan det være svært at sætte sig ind i esport, hvis de selv som barn har været ivrig fodboldspiller eller spejder, men hvis du gør en indsats for at hoppe over den digitale generationskløft og lære noget mere om esport vil du få en masse ud af det.

Du lærer mere om dit barns interesse, du får indblik i en spændende verden i eksplosiv udvikling, og du opdager måske at de ting du selv var passioneret omkring som barn, har mere tilfælles med esport end du regnede med.